Nyheder fra DVBFs Beachstyregruppe

14-06-2007

Rekruttering af dommere m/k

For folk, der i 2006 fulgte Nestea Beachvolley Tour, er det nok ikke nogen overraskelse at høre, at der igen i år mangler beachvolleydommere.

Hvad gør vi for at få fat i nogle flere...?

På nuværende tidspunkt har Danmark kun én international beachvolleydommer - og der skal vi også gerne have nogle flere. Det er nemmere at få en international dommerkarriere i beachvolley end i volleyball. Det vil være ønskværdigt, men ikke noget krav, at få dommere, der er eller har været elitespillere.

De eneste krav til en beachvolleydommer er, at man selvfølgelig skal kunne reglerne i beachvolley. Du skal også kunne hive nogle weekender ud af kalenderen i løbet af sommeren for at dømme på Nestea Beachvolley Tour. Til gengæld kommer du til at indgå i et professionelt dommerteam med bl.a. d to svenske dommere.

Du vil blive honoreret for din indsats med honorar, forplejning og en tøjpakke fra Hummel. Du får lov at tilbringe hele weekenden på stranden, hvor du kommer til at dømme en række kampe og være med i det miljø, der er på beachtouren.

Så går du med en drøm om en dommerkarriere i beachvolley, så tag kontakt til Carsten Eis på eis@volleyball.dk og hør nærmere.


Efterlysning: Turneringsleder til Assens og Kerteminde

DVBF mangler en turneringsleder til at afvikle eliteturneringen og Div+ i Assens og Kerteminde.

Kvalifikationer:

- Du har lysten til at lede Eliteturneringen og Div+ efter reglerne.
- Du har kendskab til Excel på brugerniveau.
- Det er en fordel, men ikke et must, hvis du er vant til at afvikle stævner.

Honorar:
Du vil blive betalt for din indsats med bl.a. lækker forplejning på stranden ved 'Joan', Hummeltøj og kontanter.

Du vil blive oplært i vores systemer, så du er klædt på til opgaven. Du skal indgå i et team af beachdommere, en turneringsmedhjælper og en DVBF-ansvarlig.

Hvis du er interesset i at deltage i et sådant samarbejde med DVBF, så tag kontakt til Carsten Eis på eis@volleyball.dk og hør nærmere.


Wildcard til Feddet

Husk at ansøgning om wildcard til Eliteturneringen på Feddet skal være modtaget hos DVBF senest 15. juni 2007 kl. 23.59 for at blive behandlet.


Beachkurser
Har du lyst til at blive en bedre beachvolleyspiller? Eller blive træner, så du kan instruere dine klubkammerater? Så kig på tilbudene om spiller- og trænerkurser på www.volleyball.dk/uddannelse.

Der er muligheder for at tage på kursus med sig selv eller sin makker eller I kan arrangere et kursus i klubben:

- Individuelle kurser - DM-tour spillerkursus. For dig der vil forberede dit spil og taktiske forståelse. Holdes hver fredag inden touren, hvis der er tilmeldte nok. Du kan allerede tilmelde dig på uddannelse@volleyball.dk

- Klubkursus med fokus på spilleren. For en gruppe spillere der vil blive bedre til at træne selv og blive bedre. Kurset kan tilrettes de lidt øvede og de noget mere øvede.

- Klubkurser med fokus på træneren. Her er det trænerrollen der arbejdes mest med. Der er et grundtrænerkursus og et divisionstrænerkursus.

Klubkurserne arrangerer vi i samarbejde med klubben og hos klubben. Du kan altid kontakte os på uddannelse@volleyball.dk

Læs mere her >>

Ny administrativ medarbejder i DVBF
Henrik Petersen er blevet ansat i DVBF, hvor han bl.a. skal arrangere turneringerne på Nestea Beachvolley Tour. Spørgsmål om tilmelding, framelding, turnering, wildcard m.m. skal rettes til Henrik Petersen på hep@volleyball.dk eller på mobil 28 87 16 01.
Mobilnummeret vil dog oftest være en telefonsvarer, hvor man kan lægge beskeder, som Henrik Petersen vil besvare hurtigst muligt, idet han ikke er ansat på fuld tid i DVBF får 1. august 2007.

Stor dansk invasion i Hamburg
Ikke færre end 5 danske hold indtager Hamburg fra 14. juni 2007, når den europæiske beachvolley tour kommer til Tyskland. De 5 hold er:

- Lotte Vestergaard og Stine Andreasen
- Bo Søderberg og Anders Hoyer
- Teis Corneliussen og Lars Mayland
- Daniel Thomsen og Jakob Oppenheim
- Mads Ditlevsen og Kristian Knudsen

Der er ikke lang vej fra Danmark og til Hamburg, så alle interesserede opfordres til at tage turen derned for at heppe på de danske spiller og give dem den ekstra støtte, der kan være med til at bringe dem frem i turneringen.

Læs mere om Nestea European Championship Tour her >>


Regelændring
Med virkning fra sommeren 2007 er spillereglerne
for beachvolley ændret. De nye regler kan ses på www.beachvolley.dk.

De nye spilleregler indeholder én ændring, der har betydning for spillet. Reglerne om netberøring er ændret, således at 'en spillers berøring af nettet er ikke fejl, med mindre berøringen sker i forbindelse med spil af bolden, eller det har indvirkning på spillet.' Udtrykket 'spil af bolden' kan dog godt forekomme uden, at bolden rent faktisk berøres, fx. ved blokeringsforsøg.

De nye regler er udarbejdet i samarbejde med Dansk Volleyball Forbunds spilleregelgruppe og godkendt af Beachstyregruppen i DVBF.


Venlig hilsen
DVBFs Beachstyregruppe


Lagt ind d. 14-06-2007 08:50:47

  Nibe Volleyball Klub, NIV-95  |  Hasselvej 7  |  9240 Nibe  |  Tlf. 40 16 94 74  |  Webmaster