DVBF Beachinfo

08-05-2008

Diverse nyheder om beachvolley



Nyheder fra Dansk Volleyball Forbunds Beach-styregruppe.

Af DVBF info - 8.05.08


Licens og deltagergebyr stiger i 2008
Det er besluttet i DVBF’s bestyrelse, at den personlige licens og deltagergebyret for årets Nestea Tour stiger. Personlig licens vil koste 125 kr., mens deltagergebyret bliver 450 kr. pr. hold pr. stævne.

Beslutningen skal ses i lysets af, at det længe har været et ønske at udvikle beachvolley under DVBF. Dette arbejde er sat i værk med en satsning på beachvolley i samarbejde med Team Danmark. Satsningen dækker ikke blot landsholdene, men har også stærkt fokus på ungdommen gennem talentudvikling, bedre og mere træneruddannelse samt fokus på at få flere klubber med beachvolley og styrke de eksisterende. Endelig arbejdes der intenst med at understøtte klubbernes arbejde med at etablere helårsfaciliteter i de 4 største byer i Danmark.

Alt i alt vil satsningen bevirke en længe ventet styrkelse af beachvolley i Danmark, der vil gavne både bredden og eliten for senior og ungdom. Vi håber, at alle beachvolleyspillere har forståelse for stigningen i lyset af ovenstående igangsatte arbejde og ikke mindst, at hver enkelt spiller vil mærke betydningen af det arbejde, der udføres i DVBF.

Beachvolley på DVBF’s konference 24. maj
På årets udviklingskonference er temaet ’Den store præstation’. Konferencen består af foredrag og tematiske workshops. Beachvolleyspillere og -klubber kan have glæde af workshoppen om netværksdannelse, der søger at give deltagerne et indblik i dannelse af netværk.

Formålet er, at interesserede kan danne netværk i forhold til deres interesse i og for beachvolley, med fokus på forskellige aspekter. Det være sig fundraising, halbyggeri, ungdomsbeachvolley eller andet. Som sagt er netværkene interessebestemt og ikke givet på forhånd.

Læs mere om konferencen www.volleyball.dk/konference.

Talentstorsamling søndag 25. maj 2008
Dansk Volleyball Forbund inviterer alle unge, ambitiøse spillere mellem 13 og 19 år til årets storsamling i beachvolley som opstart til bruttoholdet for 2008/09.

Denne storsamling vil være en væsentlig del af grundlaget for, hvilke spillere der vil blive udtaget til DVBF’s bruttohold for beachvolley for 2008/09 og dermed få muligheden for at repræsentere Danmark ved internationale mesterskaber for ungdom i sommeren 2008 og 2009.

Storsamlingen foregår søndag den 25. maj for alle ungdomsspillere ved Hjalleseskolen, Solbærvej 5, 5260 Odense S.

Læs mere om storsamlingen og hvordan du tilmelder dig på www.beachvolley.dk/ungdom.

Dommere søges
Vi mangler dommere til eliterækkerne på Nestea Tour. Der er en række gode sider ved at dømme beach:

- Det er sjovt.
- Da beachvolley afvikles som en tour, så bliver kontakten og sammenholdet dommerne imellem og mellem spillere og dommere tæt og godt.
- Som dommer holder man sig i form til volleyballsæsonen starter igen.
- Man starter direkte som elitedommer og er med til at afvikle danmarksmesterskabet.
- Man er med i det show og intense spil, som beachvolley er.

Du vil blive honoreret for din indsats med honorar, forplejning og en tøjpakke fra Hummel. Du får lov at tilbringe hele weekenden på stranden, hvor du kommer til at dømme en række kampe og være med i beachtourens behagelige miljø.

Har du lyst til en dommerkarriere i beachvolley, så tag kontakt til Carsten Eis på eis@volleyball.dk og hør nærmere.

Tjen penge til dit beachvolleyhold
DVBF/Sport One Danmark åbner nu op for muligheden, at beachvolleyspillere kan tilknytte egne sponsoremner som toursponsorer på sommerens DM-tour og opnå en provision af salget på 10%.

Betingelserne for udbetalingen af provision er som følgende:
1) at emnet ikke tidligere er blevet kontaktet vedr. touren af DVBF/Sport One Danmark.
2) at der ikke allerede er tilknyttet en virksomhed fra samme branche på touren.
3) at der overhovedet er plads til udbyderen.

Evt. emner inkl. kontaktdata mailes til Rune Thomsen på rth@sportonedanmark.dk. Efterfølgende vil DVBF/Sport One Danmark overtage det videre forløb. Udløser kontakten et salg, opnår du som formidler altså 10% provision af prisen (ekskl. produktions- og fællesomkostninger).

Udbetaling af provisionen afhænger af kundens betalingsterminer.

Lagt ind d. 08-05-2008 18:23:17

  Nibe Volleyball Klub, NIV-95  |  Hasselvej 7  |  9240 Nibe  |  Tlf. 40 16 94 74  |  Webmaster